Skomageren og kalven

Der boede en skomager norden for Viborg i den gård, der kaldes Katrineminde, men dengang kaldtes det Skomagerhuset, for han var den første, der beboede det. Han var egentlig fra Løvel og ernærede sig nu dels ved skomageriet og dels ved jagt på den store hede omkring ved Normandsdal. Nogle år efter, at han var kommet der, fik han en dreng i lære, og det var ikke så behageligt for ham, for det gik flot med spændremmen på drengens ryg, og sulte måtte han som en ravn. Engang blev skomageren syg, og så sendte han drengen til Viborg og skulle forklare doktoren, hvori sygdommen bestod. Men han kunne ikke blive klog på drengens forklaring, og til sidst siger han, at han skal gå hjem og få lidt af mandens vand, han kan få det at se på. Drengen går, og han får så et stort ølglas med vandet i og marcherer af sted med det; men til alt uheld kom der en sten for fødderne, for nu ville han jo rigtig gå forsigtig, og så faldt han og spildte vandet. Så var der en ko i nærheden, der stod og pissede, og han løber da hen og får glasset fyldt igen, og så til Viborg med det. Doktoren tog et forstørrelsesglas og efterså vandet, og så siger han: Det er en farlig sygen, din mester har, han er med en rødhjelmet tyrekalv. - Så kommer han hjem til sin mester med den besked, og han bliver jo betuttet, kom straks op og i hans klæder og fellisen på nakken, og så han af sted, vesten om Viborg lader han tage, og kommer med landevejen efter Knudstrup og Klode mølle. Da han endelig kom ned efter Engesvang til, lagde han sig i ly for en bakke og spiste et stykke tørt brød. Nu blæser det lidt, og så hørte han noget, der klamrede. Da han så ser op, er der en galge på bakken oven over ham, og der hængte han, som havde myrdet mølleren i Klode mølle. Der er jo en gammel vise om det mord, der begynder således: Til Klode mølle drog jeg hen. Skomageren så straks, at den hængte havde et par nye støvler på, og han så til hans egne, de var ikke sådan beskafne, for sålerne var i stykker, og fødderne sad helt ud. Han får da i sinde at ville bytte dem, men det var om foråret og det var koldt, så han kunne ikke få morderens støvler af, men så tog han hans skomagerkniv og skar benene af i knæene, og så puttede han det hele i hans fellis. Nå, så bliver han ved ud efter Lille Hjøllund til. Ingen penge havde han, og så kunne han ikke evne at ligge i kroen om natten. Så stak han af øster på derfra til nogle steder i Vrads, der kaldes Bredlund. Her går han ind og beder om nattely. Folkene var flinke nok, men de havde ingen seng. Så siger de, at hvis han ville tage til takke med at ligge i ovnen, måtte han godt krybe ind i den, den var varm endnu, for de havde nys baget. Nu var det netop Voldborg aften, og karl og pige var ude at brænde gadeild. Da de endelig kom hjem sildig om aftenen, ville de gå ind og se til en ko, som stod for kjælven, og så kunne de mærke, at den var syg. De blev da siddende ved den, til kalven var født, og for at den ikke skulle fryse ihjel, tog de og lagde den ind i ovnen, og så gik de i seng uden at kalde på manden eller konen. Om morgenen, da de kom ind til davren, fortalte de jo, at koen havde fået kalv. »Hvor gjorde I så af kalven? Vi lagde den ind i ovnen, for den var jo noget varm. Så begyndte konen at klage sig, at der lå en karl i ovnen. Men de sagde, at det var der da ingen fare ved. Kalven tog da ikke skomageren. Så skal de jo ud og se til det. Ja, kalven var der godt nok, men manden var væk, og blot hans ben lå der. Så fik de grund til at jamre sig, nu havde den kalv lige godt ædt manden så nær som benene. Men der var jo ikke mere ved det at gøre, og de tog og grov benene ned i al stilhed. Det var gået sådan til, at skomageren var blevet vågen ved kalvens snusen, og da han mærkede, hvad der lå ved ham, var han sprunget ud, havde snappet sin fellis og marcherede efter Viborg til, for nu var han jo blevet forløst ved kalven. Benene havde han taget af fellisen om aftenen, da han brugte dem til at lægge under hovedet, og de fyldte for meget, men i hans travlhed glemte han jo at tage dem med sig. Siden var skomageren ikke syg.

/Teddy Greibe