En uldkræmmer
af Jens Jensen

Da jeg i sommeren 1887 var soldat, og var indkvarteret i en landsby (Nyraad) i nærheden af Vordingborg, udtalte min kvartersvært Jens Christensen en dag, at jyderne var meget dovne folk. Dette indtryk havde han fået af uldjyderne, der går omkring på Sjælland og sælger bindtøj.

Dette kunne jeg som jyde ikke godt lade sidde på mine landsmænd. jeg fortalte ham da, at i min hjemstavnsby, boede en gårdmand ved navn Ole Godsvig. Det meste af tiden gik han omkring på Sjælland og solgte uldtøj. Ole forsømte gårdens Drift. Jeg spurgte ham en dag hvorfor han rejste så meget af hans tid ovre på Sjælland, han kunne jo sælge herovre i Jylland, og få mere tid, til at passe arbejdet på gården. Ole svarede: Det skal A måten fo'e (sige dig) sæj dæ, en jyde kan ikke snyde en jyde, den ene jyde kan heller ikke narre en anden jyde, men det er en ringe kunst at tage en sjællænder ved næsen. Jeg kan tjene mere ved at handle med uldtøj, end ved at arbejde på min gård. Min kvartervært tyggede lidt på dette.

Ole Godsvig var en lun jyde, og der til et godt snakketøj, hvad sjællænderne fik at føle.

En dag kom han ind i en gård, da folkene sad ved middagsbordet, han fortæller: De morede sig over mig som uldjyde, lo mig lige op i mit ansigt. Jeg tænkte, det skal I få betalt, thi den der ler til sidst, ler dog bedst. Jeg fik solgt et stort parti varer, og tog en langt højere pris for disse, end jeg plejede. Da jeg gik ud af gården var det mig der lo.

Ole rejste også en del i Jylland. Engang var han dog nede i Limfjords egnene. Han lå en nat i Ålborg, da var der endnu natvægtere der i byen. Ud på natten hørte han vægteren gå forbi hans vindue og sang "Klokken er slagen tre; traver A da". Vægteren, der havde sovet var ikke helt sikker på om klokkeslettet passede.

På samme tur gik han en dag på denne side af fjorden, da han kom i nærheden af en gård, lå der nogle børn og legede i en sandgrav.

En stor pige sprang op, da hun fik øje på Ole, løb hen mod moderen, der stod i gårdsleddet og råbte: "Mov'er, mov'er, nu kommer æ kræme mæ æ rallike".

En tur var Ole også ovre i Salling. Ved middagstid kom han ind i en gård. Konen stod ved bordet, med en cigaret i munden, og strøg noget Vasketøj. Ole tilbød sine varer, hertil svarede konen intet, men bad Ole sætte sig ned. Hendes mand kom snart ind, og han ville gerne snakke med omrejsende kræmmere og svende. Lidt efter kom en mand tilstede. Det var Jeppe Aakjær. På spørgsmål om hjemsted, svarede Ole han var fra Silkeborg egnen. Nej, siger Aakjær, de er fra Hammerum egnene, deres mål røber dem. Nu måtte Ole tilstå at han stammede fra Tulstrup i Ikast sogn. Ole måtte nu fortælle Aakjær om sagn og folkeliv i de egne han havde boet og nu boede i.