Jens Jensen
TIL MARKED I SILKEBORG

Blandt sognefogdens papirer findes mange afhandlinger med personlige betragtninger over allehånde spørgsmål, hvoraf adskillige giver gode tidsbilleder, medens andre behandler arkæologiske, topografiske, historiske, sproglige, folkloristiske, religiøse eller sociale emner osv. Meget af dette stof må vi af flere grunde lade ligge, men en enkelt prøve må dog medtages her:

Det var i 1878, da jeg første gang var til marked i Silkeborg med 75 øre i lommen, og jeg var ikke langt fra at betragte mig som velhaver med så mange penge. De to mil gik jeg selvfølgelig på mine ben.

I de 51 År, der er forløbet siden hin tid (nedskrevet 1929), har livet forandret sig kendeligt. ikke alene er selve byen nu næsten ukendelig - der var dengang kun små et etagers huse, og større strækninger i Vestergade og Søndergade lå ubebygget hen, men på disse steder var opført teglstensmure, hvad der hidrørte fra en servitut ved byens anlæg som handelsplads. Det hed i denne, at ingen byggegrunde måtte henligge til gaden, hvor det var tilfælde, skulde der opsættes en mur!

På torvet stod der hin markedsdag flere rækker af telte med gøgl, kageboder, legetøj og frugt. I et telt fremvistes en indianer, der var fanget i Amerikas urskove. Jeg kunde ikke modstå fristelsen, jeg måtte ind og se ham. Han havde sort, krøllet hår, dansede og sang, medens han slog på en tromme med både hænder og knæerne. Det kostede 10 øre - men jeg havde råd til det!

Derefter gik jeg en tur op mellem kramboderne, og her fik jeg i en af boderne øje på en dejlig trææske, foret med kulørt papir, og på låget var der et smukt billede. Æsken kostede 35 øre, det var mange penge, og jeg overvejede længe, om jeg skulde købe den. Men så tog jeg min beslutning og købte æsken. Konen i boden var så elskværdig, og hun tilbød at ville pakke den kønne æske ind i avispapir. Så tog hun skatten, bøjede sig ned under bordet, hvor de gamle Aviser lå, og jeg tænkte, det var en rar kone, der var så hensynsfuld at pakke min æske ind, så den ikke skulde tage skade. Men da jeg kom hjem og forventningsfuld tog æsken ud, var denne forvandlet til en tarvelig og grim lille trækasse! Den »rare« kone havde en pæn æske stående på bordet som lokkemad, og under bordet ombyttede hun den med en værdiløs æske. Jeg var blevet snydt, men, man skal jo gøre erfaringer her i Verden. Ganske vist koster erfaringer penge, men disse giver renter!

Da jeg havde handlet med konen, fik jeg øje på en mand, der stod og sang viser, så sveden randt i stride strømme ned ad hans kinder. Han stod med et bundt viser i den ene hånd, og i den anden holdt han et rødt lommetørklæde med hvide prikker, og med dette tørrede han sig hvert øjeblik, thi det var en varm dag. og dertil kom, at han måtte have en slurk af sin sorte brændevinsflaske hver gang, han havde sunget en vise. Når solen varmede ude fra og brændevinen inde fra, måtte det give varme! Ved siden af ham stod hans kone et lille rundrygget kvindfolk. Hun bar et stort sjal, som bønderkonerne dengang brugte. Det var falmet og grimt. men man kunde dog se, at det oprindelig havde været grønt. Hendes bestilling var at sørge for at få mandens flaske fyldt, hver Gang den blev tom - hun løb da over til en beværtning over for.

Visesangeren hed Søren Christensen, men han var kendt under navnet Søren Sult, og han boede i Asklev i Them. En stor del af viserne digtede han selv over en eller anden sørgelig tildragelse. En af de viser, han sang, begyndte således:

Kommer hid I mine venner,

kommer alle og enhver,

jeg nu give vil tilkjende,

hvad der nu passeret er.

En anden, meget yndet Vise, begyndte:

På fyn der var en pige,

hun elskede en jysk dragon,

som just lå indkvartert

i hendes faders gård.

Og en tredie af Sørens viser havde følgende optakt:

En sang jeg her istemme vil

alt af mit unge hjerte.

Jeg har proberet, hvad det er

at lide elskovs smerte!

Her modstod jeg heller ikke fristelsen, men købte en vise, der kostede 10 øre. Nu hayde jeg kun 20 øre tilbage, og disse anvendte jeg således: I en kagebod købte jeg nogle honningkager og et hjerte med et vers på, disse ting kostede 12 øre. J eg spiste de tørre kager og blev derefter tørstig. På torvet boede der dengang en værtshusholder, der hed Andreas Jensen - han byggede senere Hotel Rosen på Vestergade. Der gik jeg ind for at købe et Glas Øl; men jeg måtte bede om øllet tre Gange, inden det kom, så jeg havde god tid til at se mig om i lokalerne. Hver plads ved bordene var besat, alle gæster sad og drak kaffepunche - den gang var bajerskøl endnu ikke kommen på mode, brændevinen var billig, kun 25 Øre pr. helflaske ~ og de røg tobak, så der var en kvælende røg, som der var ild i huset, og så råbte de allesammen højt i munden på hinanden.

Ved et bord sad der tre Mænd. Når de havde drukket en mundfuld af punchen, tog de brændevinsflasken, der stod på bordet, og fyldte koppen igen. En af mændene stoppede sin pibe flere gange, og hver gang kradsede han atter tobakken ud, som han så fyldte i sin lomme, hvor han på den måde fik tobak til flere dage. Det var jo værtens tobak, han forsynede sig med, snyderi var det.

Ved et andet bord sad et selskab, og her lagde jeg mærke til en mand med et langt fuldskæg, han var for resten fra Gødvad. Imellem, denne mand drak af sin punch, udlagde han forskellige bibelske skriftsteder, han var nemlig til daglig missionær og gik omkring og solgte gudelige skrifter. Hans bordfæller sad samtidig og bandede stygt, og det lyder ikke godt, når Guds ord drukner i eder og latter.

Chr. Sørensen Thomaskjær, der senere blev bekendt som en ivrig afholdsagitator og forfatter, var den dag kelner hos Andreas Jensen.

Jeg fik omsider øllet, jeg havde bestilt, og drak det i et drag, men da jeg kom ud på torvet, syntes jeg, at jeg var endnu mere tørstig end før, skønt jeg havde fået øl for 8 øre. Så gik jeg ad Østergade ned til Langsø, og her tog jeg vand i min kasket og drak, til jeg fik tørsten slukket.

Derefter gik jeg atter tilbage til torvet. Jeg havde ganske vist ikke flere penge, men der var jo nok at høre og se på uden penge. Bønderpigerne havde den gang for skik, at de tog hinanden under armen og dannede kæder på otte - ti stykker, når de kom til marked, og så kunde de næsten spærre gaden; men den gang var der jo hverken biler eller cykler. Man så mange berusede folk, særlig ældre mænd, og den slags folk veg ikke udenom pigernes kæde af den simple grund, at gaden var for dem som et gyngende skibs dæk. Snart trak det til højre og snart til venstre, Kursen bestemte de ikke selv. Jeg tror ikke, der var andre politibetjente i byen end arrestforvareren, han hed Lemming, og så en Sognefoged, der hed Kokborg.

Efter at Jens Jensen var konfirmeret, begyndte han at plante gran og fyr i heden, der hørte til gården, og senere plantede han ved gården, og nu er der store træer, der både læer, pynter i landskabet og afgiver brændsel og godt gavntræ.

I 1883 var han en tid hos den bekendte foregangsmand, H. J. Hansen, på Marsvinslund, i St. Blichers fødesogn, for at lære at dyrke roer på den tid kendte man endnu ikke til rodfrugtdyrkning i Kragelund, og fire år senere var han soldat i Randers, men ellers har han aldrig været borte fra hjemmet i længere tid.

Han overtog sin fødegård i 1901, og året efter blev han beskikket til sognefoged, et embede, han røgtede med omhu, indtil han i 1933 måtte frasige sig det på grund af svigtende helbred. Da han havde været sognefoged i 25 År, blev han udnævnt til Dannebrogsmand. Fra 1904 - 23 var han medlem af Kragelund sogneråd og fra 1913 - 23 var han dets formand. Det var i hans tid, de tre sogne, Kragelund, Funder og Engesvang, blev skilt ud i tre selvstændige kommuner.

Nu lever Jens Jensen, der i sommeren 1935 fyldte 70 År, som privatmand og gammel ungkarl på sin gård.