Christianskirken i Kragelund Sogn

Kirken ved Bedehøj for de tyske kolonister var projekteret og sat af, men blev aldrig  bygget.

Når hertil føjes, at stolestaderne i kirkerne dengang var fordelt til beboerne efter en bestemt plan, ville Den lokalkendte, der læser denne overskrift, rimeligvis straks protestere og gøre gældende, at der ikke findes nogen Christianskirke i sognet eller der har været en sådan alt såre rigtigt. Men det vil af det følgende fremgå, at kirken i hvert fald har figureret, i planer og papirer, og kun særlige omstændigheder kom til at hindre, at der ikke blev opført en Christianskirke ved Bedehøj.

De tyske kolonister, som omkring i 1760 blev anbragt i de oprettede kolonier i Frederiksdal og Frederiksmose, i alt et lille halvt hundrede familier, var som de indvandrede kolonister i det hele taget stærkt religiøse eller i hvert fald prægede af et kirkeligt behov. Det skyldes sikkert for en del, at de fra deres hjemstavn, Pfalz og Hessen i Rhinegnene, var vant til den kirkelige kamp mellem katolikker og protestanter. Sidstnævnte gruppe, hvortil de fleste kolonister hørte, var i hjemlandet undertrykt af katolikkerne, hvilket ofte blev angivet som grund til, at man var udvandret til de jyske heder. 

Efter bosættelsen i kolonierne opstod der straks et spørgsmål om, hvorledes tyskerne kunne få den kirkelige betjening, de moralsk havde krav på, selvom hvervningsplakaten, som man ellers holdt sig til, ikke omtalte det kirkelige problem. Lettest havde det været at henvise kolonisterne til sognekirkerne i Kragelund og Thorning, men alene de sproglige vanskeligheder var en hindring, hvortil kom, at den stedlige befolkning så ret uvenligt på tyskerne det var vanskeligt for tyskerne at finde en plads i kirken uden at gå andre for nær og kolonisterne var alt for stolte og selvfølende til at indlade sig på noget sådant. Kun ved vielse og begravelse måtte man søge til sognekirkerne.

Imidlertid var der i den første tid efter kolonisationens begyndelse så mange praktiske, til dels uforudsete vanskeligheder for de ledende at overvinde, at der hverken blev tid eller råd til at komme ind på spørgsmålet om kirker til kolonisterne. For disse kom det først og fremmest an på at komme i gang med hedens kultivering, at få jorden til at frembære det daglige brød, og de første års resultater var i Frederiksdal og Frederiksmose ingenlunde opmuntrende.

Beboerne l Frederiksdal var lutherske, mens de i Frederiksmose var reformerte, og allerede hermed blev den praktiske forbindelse mellem de to kolonier besværliggjort. Koloniledelsen havde tænkt sig, at de skulle være fælles om græsningen i Gråmose, men det kunne beboerne aldeles ikke enes om. ”De Odewalder blev så godt som rebelliske”, d.v.s. kolonisterne i Frederiksmose, der hovedsagelig var fra Odenwald i Hessen.

Da koloniforvalter Hans Kjærsgård skrev sin indberetning til rentekammeret for året 1763, var der sandt at sige ikke store triumfer at berette om. Det stod klart, at der blandt kolonisterne fandtes mange absolut uegnede folk, der ikke havde synderligt begreb om landbrug, og som ikke kunne forventes at ville I gøre sig ulejlighed med at kvalificere sig til opgaven, mange var håndværkere. Desuden var det en kendsgerning, at man havde begået et alvorligt fejlgreb ved placeringen, idet man havde ladet kolonisterne udpege stederne. Kolonierne lå oprindelig på den sandflugtsstrækning, der nu dækkes af Kompedal plantage. Det så altså ikke just lovende ud for den fremtidige udvikling og da der i 1763 – 64 var ugunstig vejr og der var epidemier og dermed betydelig armod og fattigdom. Samtidig fremholdt forvalter Kjærsgård for rentekammeret, at kolonisterne havde fået løfte om kirker og skoler, men havde endnu efter fire års forløb intet fået, og han måtte heri se en af grundene til kolonisternes almindelige utilfredshed med forholdene. Noget bedre tegnede udviklingen sig i de to største kolonibyer, Havredal og Grønhøj i det senere Frederiks sogn, men også her var der stærke ønsker om at få en kirke.

I maj 1764 meddelte rentekammeret, at kongen havde bevilget opførelsen af to kirker i koloniområdet, idet afstandene var så store, at alle kolonister ikke kunne søge samme kirke. På den anden side skulle der ikke udvises nogen flothed ved dette kirkebyggeri, der måtte begrænses til tvende store og rummelige huse omtrent som kornlader. De to teglværker, et i Skræ, Thorning sogn, og et ved Nørlund, Bording sogn, der havde leveret sten til de mange kolonigårde, var i stand til at dække behovet af mursten til kirkerne. Der blev udarbejdet tegninger og overslag, hvorefter hver kirke ville koste 1000 -1200 rdl., hvortil kom mur- og tagsten.

Så vidt fremme kunne forvalter Kjærsgård begynde at finde de mest egnede steder at opføre kirkerne, naturligvis i samråd med kolonisterne. Det bestemtes, at kirken for de sydlige kolonibyer skulle ligge ved Bedehøj i Kragelund sogn. Samtidig møder man i dokumenterne navnet Christianskirken, mens den anden kirke på den egentlige alhede skulle kaldes Frederikskirken, et navn, som da også blev brugt officielt i sin tid og siden ændret til Frederiks kirke. 

På samme tid blev der truffet afgørelse om, at ca. 20 gårde i de to byer i området nødvendigvis måtte flyttes, da der ikke var eksistensmuligheder, hvor de lå, en noget kedelig sag, som det kneb for koloniledelsen at gøre rentekammeret fortrolig med. Resultatet blev dog, at flytningen af de nævnte gårde samt opførelsen af de to kirker skulle udbydes i en samlet entreprise. I første omgang syntes det at skulle blive vanskeligt at få nogen til at påtage sig arbejdet. Ingen af egnens håndværkere viste interesse, og det skyldtes utvivlsomt erfaringerne fra dengang, man nogle år i forvejen opførte gårde til kolonisterne, hvilket mange steder gav anledning til alvorlige skærmydsler, idet tyskerne i flere tilfælde overfaldt håndværkerne med hug og slag, så de løb fra arbejdet for dog at redde livet. Endelig fik man dog truffet aftale med murermestrene Bordewig og Thomsen i Fredericia om at påtage sig arbejdet, der efter planen skulle fuldføres i løbet af året 1765. Man kom da også i gang med byggeriet, gårdenes flytning samt opførelsen af Frederikskirken (Frederiks kirke blev indviet den 16. april 1766).

Med hensyn til Christianskirken så man tiden lidt an.

Skønt man i 1763 havde gennemført en udrensning, hvorved de mest umulige blandt kolonisterne i samtlige jyske kolonier blev fjernet, var der stadig en del tyskere, som ikke rigtig kunne falde til i de nye forhold, og som kunne tænkes at ville rejse bort før eller siden. Dette gjaldt i særdeleshed beboerne i Frederiksdal og Frederiksmose, og der i foregik faktisk en ret livlig bortrømning på samme tid, som gårdene blev flyttet og kirkebyggeriet forberedtes. Det viste sig imidlertid ikke vanskeligt at få de forladte kolonigårde bortfæstet til danske, men hermed var situationen en anden. - Der ville ikke blive brug for Christianskirken, og det besluttedes at den ikke skulle bygges. Det afbræk i den aftalte entreprise, som hermed opstod, var de to håndværksmestre naturligvis ikke tilfredse med.

I en skrivelse fra rentekammeret til kolonikommissærerne hedder det: ”Så kommer det os aldeles fremmed for, hvorledes entreprenøren således på egen hånd og uden nogen dem dertil herfra given tilladelse har kunnet foretage sig at sætte grund og indkøbe materialer til den 2. kirke”. Rentekammeret mente ikke, at det efter så mange familiers bortrejse var nødvendigt med Christianskirken. Men det ses altså, at grunden til kirken var lagt. Desuden havde entreprenørerne indkøbt 19 pommerske bjælker til hver af kirkerne. De måtte skaffes fra Aabenraa og hentes fra Randers, hvilket var besværligt nok, da hver bjælke krævede en vogn forspændt med fire heste. Nu måtte håndværksmestrene affinde sig med det skete, idet der også skete en indskrænkning I flytningen af gårdene. Om situationen i øvrigt skrives sidst på året 1765. ”Siden vi nu alt efter ordre har antaget den største del af beboerne til de ledige steder af danske indvånere, og der nu i disse heder (omhandlede byer) alene findes 6 tyske familier tilbage, som kan søge den nye kirke I alheden, der ligger 1½ mil herfra, så kan de øvrige 41 danske familier herefter søge Kragelund og Bording kirker”.

Der kom således ingen Christianskirke ved Bedehøj, men der kom i stedet en skole, som i mange år betjente børnene fra den spredt bebyggede omegn, hvor der jo endnu findes adskillige efterkommere af de gamle tyske kolonister.

/Teddy Greibe