Niels Hansen lærer i Christianshøj (Bedehøj)
fra 1860 til sin Død i 1872.

I halvtredserne kom den bekendte missionsprædikant, Anders Stubkjær, til Impgaard i Thorning, og samtidig kom Niels Hansen, der oprindelig var smed, her over. Det var meningen, at han også skulde virke som prædikant og hjælpe Anders Stubkjær; men Niels havde læst en del af Grundtvigs skrifter og han var også påvirket af Kristen Kold, og derfor blandede han de forskellige livsanskuelser for meget sammen. Så kasserede Missionen smeden, og han blev Lærer.

Niels Hansen var en meget alsidig Mand. Han havde været Landmand, Smed, Tømrer, Murer, Degn og Prædikant - ja, han stillede sig endog som Folketingskandidat både på Fyn og i Midtjylland, dog uden Held. Ganske vist blev han »valgt« i Kertemindekredsen - han fik nemlig ingen modkandidat -, men Vælgerne vilde ikke have ham, og ved et nyt Valg, blev N. F. S. Grundtvig valgt; der kunde Niels dog ikke konkurrere.

Som Lærer var Niels Hansen først og fremmest den praktiske mand. Ved siden af skolestuen havde han et kontor, som han lod indrette til - smedie! Han satte børnene til at læse højt på deres lektier, og så gik han ind og smedede. Højtlæsningen og Hammer- slagene passede udmærket sammen, for så vidt målet var at lave det mest mulige Spektakel.

Han var også en praktisk landmand, og jord havde han nok af. Han holdt et par kraftige kørestude og brækkede en del hede og mose op. Når børnene en sommermorgen kom til skole, kunde Læreren sætte dem til at læse, og så spændte han sine stude for ploven eller harven, og nu arbejdede han et par timer, før han atter kom hjem til børnene. Men hvad skal man sige, lønnen var jo lille, og han skulde naturligvis arbejde med studene, inden det blev alt for varmt, og inden bremserne kom, thi ellers »bæjst« de jo!

Efterhaanden blev skolebygningen så brøstfældig, at den måtte ombygges. Arbejdet blev udbudt, Niels Hansen gav tilbud og fik det, men han døde dog, før huset blev færdigt.

Af Ydre var han lille og klejn, men der var energi i ham. Han var født i Højby på Fyn den 5. maj 1819, blev gift med en fynsk pige, Ane Katrine Nielsdatter, fra Tarup. Hun døde i 1870, og Niels Hansen fulgte efter den 17. Marts 1872.

Om hans begravelse fortæller Jens Jensen følgende træk: I hjemmet drak ligfølget så mange dramme og punche, at de var mere eller mindre berusede alle til hobe. Da man endelig var nået så vidt, at man skulde af sted til Kragelund Kirke, var der ingen til at synge liget ud; Kragelund Degnen var ikke mødt, thi der var en forrygende snestorm, og Bedehøj læreren var lovlig undskyldt. Da ravede smed Niels Rask, stedets mest fremtrædende mand frem i forsamlingen, og sagde: Der er ikke andet at gøre, end vi selv må synge ham ud - degnen har, f…..stød mig, aldrig gjort mig noget ondt - men han har da heller ikke gjort mig noget godt! Det var ligtalen, og så stemte smeden i med: Den gang jeg drog af sted, hvorefter man drog af til Kragelund. Men da de kørte ind over heden ved Klosterlund, kørte kusken, der langtfra var ædru, i grøften, Vognen væltede, og ligkisten trimlede hen i lyngen. De fik vognen vendt på ret køl, fik kisten på igen, og så fortsatte man uden videre uheld. Da de nåede Kragelund var det blevet mørk og de måtte vente til næste dag med begravelsen. Niels Hansens henfærd blev altså, som hans hele Liv, en række stormfulde omvæltninger.