JENS JENSENS MINDER OM SLÆGT OG HJEM

Den 5. oktober 1883 udsendte Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen sammen med en række andre kendte mænd en opfordring, gennem højskolebladet nr. 84, til at danne et samfund med det formål at optegne og indsamle, hvad der fandtes af folkeminder, og udgive det bedste af det, der blev indsamlet, i et Tidsskrift.

Blandt de mange Mænd og Kvinder, der ved denne Lejlighed kom med i arbejdet for at redde den mundtlige overlevering, var også ungkarl Jens Jensen, Refshalegård i Kragelund Sogn, mellem Silkeborg og Viborg. Han optegnede og indsendte en mængde udmærket stof i årenes løb til E. Tang Kristensen og senere til Dansk Folkemindesamling. I Tang Kristensens bøger vil man gang på gang finde bidrag fra Jens Jensen, første Gang, i tidsskriftet »Skattegraveren«, 1. ste årgang; men hovedparten af materialet har dog henligget utrykt.

Jens Jensen er en udpræget hjemstavnsforsker med åbne øjne og øren for de nedarvede kulturelle ejendommeligheder, som »den nye Tid« for så hårdhændet frem over, og han har været en alsidig samler. Gennem læsning af trykte bøger fik hans trang til forståelse af forholdene gennem tiderne god næring, og han havde evne til at tænke over, hvad han læste, hørte og så.

Men foruden sine egne optegnelser indsendte Jens Jensen også en del hefter, optegnelser, breve m. m., som afdøde lærer J. P. Aaboe i Engesvang havde efterladt sig, og som sikkert vilde have været spredt for alle vinde, hvis ikke Jens Jensen havde reddet disse på auktionen, hvor han købte et helt Læs af Aaboes Papirer. Da Aaboe både direkte og indirekte har betydet meget for Jens Jensens samlervirksomhed, og en ikke ubetydelig del af denne fremragende Mands Historie og optegnelser er blevet brugt, er det kun naturligt.

Jens Jensen har om sig selv skrevet følgende: Han er født i Refshalegård søndag den 3. Juli 1865. Hans fader var gårdejer, sognefoged og dannebrm. Ole Christian Jensen, født 1834 og død 1907, hans moder, Andrejette Sørensen, født 1841 og død 1899 hun var Datter af kreaturhandler Søren Rasmussen i Kragelund.

Jens Jensens farfar var Jens Christensen (Degn), dennes fader var Christen Jensen (Degn), hvis fader var Jens Christensen (Degn), og sidstnævntes fader, Christen Degn, der var født 1695, var måske en søn af sognedegnen, Matz Christensøn i Kragelund.

Der var to gårde i Refshale, og jordfællesskabet blev først ophævet ved udskiftningen den 25. juni 1805. Den gang lå gårdene ved en dam, matr. Nr. 3, i nærheden af et gammelt kildevæld, hvori der sad en udhulet egestamme (en holk). I 1845 flyttede Jens Christensen gården ud, hvor den nu ligger, og af de gamle huse står endnu to bindingsværks huse, hvoraf laden mod nord er ældst. Det er let at se på tømmeret, der er fuldt af huller, at det har gjort tjeneste i flere huse og må være ombygget mange gange. Bjælkehovederne går gennem stolperne og rager udenfor. Huset - jvnf. gåden: Hvad er det, der ligger inde og kiger ud? -, lægterne er lavet af kløvet egetræ og de er, lige såvel som hanebjælkerne og spændetræerne, fæstede med trænagler. I følge den mundtlige overlevering skulde, tømmeret i dette hus være vokset på gårdens mark, hvad der er troligt nok. I matriklen af 1662 omtales, at der fra fordums tid har været en lille egeskov eller lund ved Refshalegård, den var næsten ophugget, men der fandtes dog en del bygningstømmer tilbage. Resten af denne skov forsvandt omkring 1770.

Stuehuset i mit fødehjem, siger Jens Jensen, lå i syd. De lave og forholdsvis brede vinduer havde blyindfattede, små ruder. Ved siden af indgangsdøren var der i muren indsat en rund, mørkegrøn rude (flaskebund). Dørene, der var slette (uden fyldinger) og grøn malede, havde almindelig klinkefald som lukkelse, men yderdøren havde indvendig en træhvirvel af eg, og dermed blev den aflåset. I gangen bestod gulvet af små runde kampesten, men i de andre rum var der lergulv. Stuegulvet var slidt, og der stak hist og her små sten op af leret. Jeg mindes, at pastor Krag engang omkring 1874 var inde hos os, og da sad han på en stol og slog med sin jernbeslåede stok på disse sten, han syntes nok, det var et underligt Gulv. Indenfor hver dør var der en fordybning i gulvet, der i årenes løb var fremkommet ved slid, og her skulde folk passe på, ellers kunde de let falde ind i stuen.

I dagligstuen, til højre for indgangen, stod et bord i stuens hele bredde med en vægfast bænk langs vinduerne og for bordenderne, og ved den anden side af bordet stod en løs skammel. Ved den øverste bordende stod der på bænken et rugbrød. Der var faders plads, og han skar brød til os til hvert måltid. Oppe ved loftsbjælkerne sad vore træspise skeer i læderstropper. disse skeer blev aldrig vaskede, men hver tørrede sin ske af på trøjeærmet, på jakken, blusen eller i frakkeskøderne efter endt måltid. Under bordpladen var der en rummelig skuffe, hvori man gemte alle mulige fødevarer: Smør, ost, pølse, afskårne meldmader osv., her havde man de sager så nær ved hånden, man fik mest brug for under måltidet. På bordet stod der altid en ølkows (krus) med hjemmebrygget øl i. Det sidste øl blev gerne down, og smagte mindre godt.

I Stuen stod der en bilægger, hvori man fyrede fra køkkenet, og her var også et bornholmerur. En dør, ved siden af bilæggeren, førte ind i sovekammeret, et aflangt rum, der ligesom stuen strakte sig over tre fag. Herinde stod der to senge, faders chatol fra 1777 og her var et lille hængeskab fra 1778 med min oldefaders forbogstaver, C. I. S., men derunder stod en ældre inskription. Papir var en kostbar vare i ældre tid, derfor skrev man med Kridt. På skabsdørens indvendige side var der ført gamle regnskaber, kunde man se.

Bag sovekammeret, men med indgang fra stuen, lå køkkenet. Gulvet var her stenbro. Der var en stor, åben skorsten. Til at sætte gryden på havde man en jerntrefod, eller man hængte gryden op i en jernlænke, der var fastgjort til en træstang, der sad oppe i skorstenen. Her blev maden lavet, men man skulde passe på at have låg over gryden hele tiden, ellers kunde der let falde sod ned i maden.

Jeg kan huske, der var gået orm i køernes haler, og bedstefader, Søren Rasmussen var i den anledning nede hos os. Der blev skåret en flænge på langs og ind under huden midt på halen, og så puttede man skorstens sod der ind. Min moder stod netop og kogte oksekødsuppe, og da faldt der sod ned i suppen, så hun måtte smide denne bort, men kødet blev naturligvis brugt.

I køkkenet tilbragte husmoderen en stor del af sin tid. Det var om vinteren et meget koldt rum, og i trækken fra de utætte døre og den åbne skorsten fik mangen kvinde sit knæk.

Bag køkkenet ved sydsiden fandtes et lille spisekammer, og bag forstuen med indgang fra dagligstuen var der et lille pigekammer, og endelig lå øverstestuen eller storstuen, der var på tre fag i husets hele vidde, i husets østre ende. Deroppe stod moders dragkiste og en standkiste, der var malet med rødt, hvidt og blåt. På forsiden var der to ornamenterede cirkler, hvori stod malet I. C. S. og 18. i den ene og R. H. 27. i den anden cirkel eller krans. I disse to møbler blev hjemmets gangklæder, linned, dynevår osv. gemt. Kom der kvindelige gæster, fulgte de med moder op i storstuen, og så blev disse skatte trukne op af deres gemmer og eftersete. Alt var den gang hjemmegjort, gode og smukke klæder, hvori konens dygtighed delvis afspejlede sig, det var nok værd at vise frem.

Om efteråret slagtede vi 6-8 får, og da blev der støbt tællelys - anden belysning havde man ikke de lange vinteraftener, så disse lys skulle, lige så vel som fårekødet, strække til hele året. Tællen blev afsmeltet og derefter hældt i en kærne med varmt vand i så flød tællen ovenpå. Der blev lagt en stige på to stole, lyspindene blev hentet ned fra loftet, lysgarn blev hængt over disse pinde i en række, og så dyppede man hele rækken ned i tællen og hængte pinden op på stigen, hvorefter man tog fat på det næste hold. Men lysene skulde dyppes mange gange for at få den passende tykkelse. Af det sidste i kærnen lavede man proser, dvs. en lang tynd væge, hvorpå der kun var lidt tælle, og den slags lys brugte man at se ved ude i køkkenet. Men bedstefader kløvede tynde splinde ud af fyrretræ fra mosen, og disse splinde brugte de gamle i stedet for proser.

Svovlstikker, med gult hoved, der kunde rives på væggen eller på bukserne, blev der sparet på, og folk, der røg tobak, slog ild ved hjælp af fyrtøjet, stål og flint samt trøsket træ. Det var en stor skam, hvis ilden gik ud i et hjem i ældre tid, det skulde man passe på. Gik det galt, hvad man betragtede som ildevarslende, så lånte man ild hos en nabo og bar det hjem i en gryde, kedel eller i en træsko.

Bedstefaders have var, som de fleste bønderhaver i gamle dage kun lille, skønt gården havde et tilliggende på 230 tdr. land. Læ havde man ingen steder for vestenvinden, og når forårsstormen tog fat, kunde det blive slemt med sandflugten mange steder. Det, man dyrkede med størst held, eller det man lagde størst vind på at dyrke, var kål, og haven blev da også kaldt kålgården eller æ kalgor, som bedstefader sagde.

Haven, der havde form som en firkant, var omgivet af et lavt stendige, og den var ved to gange delt i fire lige store kvadrater. I den ene plet var der grønkål, i den anden kartofler, i den tredie havde bierne deres plads, og endelig var der i den sidste plet et bed med blomster: morgenfruer, tusindfryd, og lignende, et med purløg og hvidløg og nogle buske regnfang. Der stod en syrenbusk og kæmpede for tilværelsen og bag bierne stod nogle vilde blommetræer ellers var der ikke et træ i hele haven.

Bierne boede i stråkuber, der stod på flade sten. Når man om efteråret »tog bierne op«, blev der gravet et hul i jorden og deri tændte man et bål af vådt brænde, der gav stærk røg, så lagde man et sold over og derover satte man bikuben, hvorved bierne kvaltes af røgen.

Til hjemmebrug kogte man honningen af, og af det sidste voks eller affald kogte man mjød. Men en part blev solgt. Kagerne med honningen og de døde bier kom i et kar eller en kedel, og så blev det solgt pundvis til en opkøber, der hed Peder Knækkeborg, i Pederstrup.

Enkelte vilde urter samlede man ind, f. eks. perikum, der blev sat på brændevin, kokhvorre (dvs. arnica), der blev kogt og brugt til omslag ved betændelse i et eller andet lem.

I bedstefaders dagligstue stod der en bilægger, hvorpå der lå en gnidesten, som bedstemoder brugte til at knuse sine kaffebønner med, og så brugte hun den også til at gnide (male) bedstefaders aftyggede, tørrede skråtobaksklumper til snus med, hun snuste nemlig meget. Stenen, der var af en næves størrelse, var af granit. Kom man ind i stuen om vinteren, var det så rart at tage stenen i hænderne, og bedstefader eller bedstemoder sad ofte i armstolen med denne sten, som de lod glide fra den ene hånd og i den anden.

Når mine bedsteforældre om aftenen gik til sengs, trak de, efter gammel skik, af deres linned, som de hængte op over et tværstykke over sengen, og så lå de nøgne. Når bedstefader puttede sig, sagde han altid: I Jesu navn! hvorefter han bad sit fadervor.

Juleaften sad bedstefader altid på faders plads for bordenden ovre hos os, og så læste han Kingos gamle bordbøn:

Vort brød har du os nu beredt
O Gud ved din barmhjertighed!
Velsign da disse gaver så,
at vi kan legems styrke få!
Gud, mæt enhver, som hungrig er,
og suk for brød til himlen bær!
Giv fred og frugt udi vort land,
velsigne jorden, luft og vand.
Bevar vor kristen øvrighed,
Giv os vor næring af vor sved!
Bespis vor sjæl med livsens brød,
som Jesus købte ved sin død!
Amen.

Og efter måltidet læste den gamle:

Hav tak, o gud, vor skabermand,
for næring ud af land og vand!
Hav tak, o Jesus for din død,
hav tak, du rette livsens brød!
Tak, helligånd, oplys vort sind,
til gud du vore hjerter bind!
Tænk, gud, på store og på små,
som i din forsyns pleje stå!
Du ved, hvordan vort daglig brød,
skal beskjæres for os til vor død!
Giv lykke, helbred, liv og gavn
og salighed i Jesu navn!

Amen.

Bedstefaders Bordbøn lød alvorsfuldt og helligt, selvom jeg ikke fattede det ret. Jeg var vel tre eller fire år, da jeg første gang havde denne oplevelse.

Til juleaften fik vi først ribbenssteg og hvidkål og derefter risengrød, og det var en gammel regel, at enhver skulde spise sig mæt den aften. Efter måltidet kom der pebernødder ind, de rigtige med peber i! og så gav man sig til o effen (Effen eller ueffen), medens pebernødderne vandrede fra den ene til den anden.

Julemorgen fik hver sin kowring, en rund, noget flad kage. som man delte i to halvdele og spiste uden smør eller pålæg.

Juleaften kom den nye almanak frem, Wisbecks eller folkets almanak udgivet af Rom. Det var julens og årets bog, den eneste, der blev købt og læst i en almindelig bondegård på den tid, og den blev læst ikke en, men mange gange. Fortællingerne og billederne i disse almanakker fra 1875-80 glemmer man aldrig, thi det var de første indtryk, der påvirkede barnefantasien ude fra. Navnet C. A. Thyregod havde en god klang i bondens øren, det var vel også ham, der lærte den jyske bonde at få interesse for læsning, så han fik trang til oplysning og kundskaber. Thyregod skrev både i nævnte almanakker og i husvennen, landboernes yndede blad, indtil dette blev afløst af andre.

I julen skulde spinderokken stå stille, karterne skulde hvile, ploven skulde være hjemme, intet skærende redskab måtte slibes (intet løbe rundt), da man i sidstnævnte tilfælde vilde komme til at miste og flå kreaturer i årets løb og få andre uheld.

Ved juletid gik de fattige om og tiggede, nogle boede i fattighuset, der for resten brændte i 1880, og andre var bortakkorderede rundt i sognet, men i min bedstefaders tid gik disse på omgang i sognet og opholdt sig kortere eller længere tid i gårdene, eftersom disse var store til. Der var også en del, der kun tiggede til jul, for at de kunde få deres julebrændevin, og de gik og blev ligeså fulde, som karlene nytårsaften.

Ved mine forældres bryllup i 1863 blev de fattige fra fattighuset budt med tredie gildesdag, og derom har fader fortalt mig følgende: De fattige var bænkede inde i storstuen omkring bordene, og der mødte de et syn, som de ikke var vante til. Først må nævnes Mads Østermark og hans Kone. Disse havde engang været rige folk og havde ejet den jord, hvorpå Kjellerup nu ligger, og Mads ejede i sin tid så meget sølv, at han tilbød en mand det gratis, hvis denne kunde bære det, hvad han ikke kunne! Så var der Ole Piig og Peder Løve, et par, der havde slået sig sammen og havde fælles husholdning. En aften, Ole vilde hente vand fra en mergelgrav til at koge deres kaffe i (de sad den gang i et lejehus), faldt han i vandet og druknede.

Mads Østermark lavede rævlinglimer, Ole Piig birkelimer og Peder Løve lavede træskeer. Ved siden af Ole og Peder sad Flyve Anders. Det var ganske vist længe før, man fik flyvemaskiner, men manden havde altid så travlt, og derfor fik han sit kendingsnavn. Lidt længere nede sad der en lille tør, spinkel og lidt krumbøjet mandsling, der gik under navnet Jesper Klok. Jesper havde gode kundskaber, og han kunde citere bibelen som nogen præst, han havde sjælden gode evner og var slagfærdig som nogen trænet folketingsmand i et ordskifte. Nederst ved bordet sad Jakob Kasper med sit skulende og frastødende blik. To gange havde han været på rekreationsrejse på Sjælland og besøgt Kurstedet Vridsløselille, og tredie Gang, han var borte, aflagde han et længere, ufrivilligt besøg i »Horsens«. Tavs sad han ved bordet, ingen talte til ham og han talte ingen til.

Ved den anden side af bordet sad kvinderne, Ry Maren, Pink Trin, Klink Malen, Silke Lise og Gret Skomager. Børnene var ikke med. Det at være fattighusbarn, var næsten den tungeste lod, man kunde tænke sig.

Da de havde spist, så længe de orkede, drak de, og kvinderne ligeså vel som mændene. Her kunde de gratis få al den brændevin, de ønskede. Der var kun en eneste Afholdsmand i hele selskabet, og det var Jesper Klok, han drak mælk og tog sig et stykke kandissukker i stedet for en skrå.

Da det begyndte at blive mørkt, var de gamle så glade og venligsindede mod hinanden (hvad de ellers ikke var altid) og under højrøstet tale, spøg og latter gik de fra gildesgården. Nej gik er ikke det rette udtryk, for nogle ravede, andre dinglede, og så var der somme, der kravlede på både hænder og fødder. Værst var det med kvindfolkene, men. Mørket skjulte nogenlunde deres ejendommelige hjemfart. Ry Maren gik foran. Hun gik langs Jens Degns toftdige, men da vejen ikke slog til, tog hun grøften i brug, faldt, prøvede på at rejse sig igen men måtte opgive det. Bag hende fulgte Silke Lise. Hun gik langs grøften for bedre at holde retningen, men da hun nåede Ry Maren, faldt hun over hende. De to kunde aldrig spændes og værre blev det nu. De overøste hinanden med de »skønneste« navne og udtryk, deres rige ordforråd ejede, de rev hinanden i håret, sparkede så hinanden af et godt hjerte og de brugte neglene flittigt til at pynte hinanden med. Jo det venskab gik meget varmt til!

Så kom Ole Piig og Peder Løve med hinanden under armen. Det tog vidt for, men de var jo vante til at kunde tumle selv de værste bjørne, og fremad gik det. Ved denne lejlighed svarede Flyv Anders kun slet til sit navn, han fløj nemlig ikke, men han krøb på knæene. Den eneste, der holdt den lige kurs henad landevejen, var Grethe Skomager, hun kunde døje mosten og tog ingen notits af de andre. Ja Jesper Klok fejlede naturligvis slet ingen ting, thi han havde kun drukket mælk. Sammen med Pink Trin, byens levende Avis, optrådte han som den barmhjertige samaritan. De støttede de svage eller faldne, og det lykkedes dem virkelig at få hele selskabet bjærget i hus ud på aftenen.

Kun Jakob Kasper passede sig selv og luskede fra de andre. Han gik hen til kroen, brød ind gennem et vindue og »reddede«. et brændevinsanker på 38½ Potter, som han slæbte ud i Snorum Mose i en tørvegrav. Der gik han så ud og hentede Brændevin, når han blev tørstig, men efter et halvt års tid blev han opdaget, og så måtte han atter en tur til Horsens.

Nu i 1918 er der kun få gårde, hvor man bager og brygger, men før bagte enhver brød og bryggede øl. Vor bagerovn lå tidligere ca. 200 alen syd for gården, på en gravhøj, men så blev den flyttet hjem til havediget. Moder timsede (sigtede) selv det fine mel fra, som hun skulde bruge til sigtebrød. Hvede eller flormel var næsten ukendt her i egnen den gang. Af byg blev der lavet bygmel, der blev brugt til pandekager og til katofldæ'pels (Melsovs).

Smørret kærnede man selv, og det smør, man ikke selv brugte, solgte man. Men fløden var ofte alt for gammel, inden den blev kærnet i smør, hvorfor kærningen tit mislykkedes, og smørret blev også mangen gang for gammelt, inden det blev solgt.

I vintertiden stod mælken i dagevis på hylder i dagligstuen, for at den ikke skulde fryse, og flødekrukken stod under ligeså ugunstige forhold, så det var ikke mærkeligt, at fløden og smørret blev ,forhekset.

Før Silkeborg blev anlagt, skulde Kragelundfolkene til Viborg eller Randers, når de skulde gøre Indkøb eller sælge deres produkter. Så begyndte gårdmand Christen Møll i Kragelund at købe bindtøj op, og han fik lidt købmandsvarer, salt, krydderier, sukker, kaffe, tobak og brændevin at handle med. Men ofte var hans lager sluppet op, og så måtte man som regel til Randers, det var en tur på to gange syv mil. Der var kun fire mil til Viborg, men varerne var lidt billigere i havnebyen Randers, end de var i Viborg. Forresten skiftedes bymændene til at gå til Randers. Gik man om aftenen, kunde man være tilbage i Kragelund anden Dags formiddag.

I 183O-40 erne fik man kun kaffe til hver af de tre højtider, jul, påske og pinse, et fjerdingspund hver gang.

Der var vandmølle flere steder, Klode Mølle, Mausing og Kjærsgård, men ingen vindmøller. Vindmøllen i Kragelund blev bygget i slutningen af halvfjerserne, og Engesvang Mølle blev bygget senere. Ude i heden kunde man finde dybe Hulveje, det var gamle mølleveje. At komme til mølle den gang var som at komme til marked, thi der holdt ofte vogne i snesevis fra mange sogne, og i møllestuen sad man ved lange borde og drak de hævdvundne mølledramme til en bid brød, som man selv havde med hjemme fra, da sådan en rejse ofte tog en hel dag.

I tidligere tid havde vi haft en lille håndkværn, og det havde man i de fleste gårde her på egnen. Bedstefader fortalte, at man malede boggryn på nævnte kværn, men i min tid var der kun de to kværnsten tilbage af kværnen, og de lå nu som trappesten udenfor køkkendøren til aftægtshuset.

En gammel kone, Knud H. Andersens bedstemoder, fortalte, at der en aften kom nogle sigøjnere eller natmændsfolk til Klode Mølle og bad om nattely. De kom fra Tyskland, og de medbragte blandt andet nogle knolde, som de stegte i asken på skorstenen og spiste med stort velbehag. De kaldte disse knolde for jordæbler (Tysk: Erdapfeln) og vilde give folkene i møllen, men der var ikke tale om, at danskerne vilde smage disse ukendte frugter. Næste morgen lagde de fremmede nogle knolde ned i haven, inden de drog bort. Således kom de første kartofler til Kragelund. De fremmede folk var naturligvis nogle kolonister, der var på vej ud til deres nye hjem.

De plysninger, der ovenfor er givet om Kragelundfolkenes levemåde i gamle dage, kan suppleres med enkelte træk, hvoraf de fleste har været trykt før i Evald Tang Kristensens bøger:

Engang vi havde været ude at høste boghvede, tog moder en boghvedestuve med sig hjem om aftenen. Den tarsk hun kærnerne af og disse knuste hun på håndkværnen, så sigtede hun melet og kogte grød deraf til vor aftensmad. Ole Chr. Jensen i Refshale fortalte, at enhver fik en sigtekage til jul, da han var dreng, og så kunde man holde hus med denne, som man 'selv vilde. Jule- og nytårsaften fik de kage, men ellers fik de ikke anden kage.

Man havde i ældre tid en ret, man kaldte Slunringer. En mand, der havde det efter sin fader, fortalte Jens Jensen, at man lavede slunringer af rugmel, lige som det kom fra møllen, uden at blive sigtet. Et par skæpper blev kogt ad gangen til en tyk vælling eller grød og skulde erstatte brødet. Slunringer var særlig yndet, lige når melet var malet, og man brugte jævnlig den gang mølwarm Slunringer. Senere hen kogte man rugmelsgrød den dag, man bagte, hvad endnu er Tilfældet mange steder her på egnen. (1888).

Jens Jensen mindes en gammel kone, Gret Vie, hvis mand, Anders Vie, ejede den ene af de to Refshalegårde. De kunde næppe få føden på denne ejendom, og når kartoflerne om for- sommeren stod med deres saftige, grønne Top, lavede Konen kål der af.

Som dreng tjente Ole Chr. Jensen hos Gårdejer Chr. Mølle i Kragelund, og da fik folkene hver morgen et glas brændevin på en halv pægl til davren, og enhver måtte tømme sit Glas ud. Der fandtes i ældre tid altid en hylde i dagligstuen med øl, brændevin og tobak. Kom der så et fremmed menneske, pegede. Manden i huset på hylden, og de fremmede kunde da gå hen

og tage for sig af sagerne. Men var det end småt med føden mange steder, så var det dog værre i Vestjylland, hvor man undertiden jog børnene ud i heden for at de der kunde æde rævlingbær, når de var alt for sultne.

Angående klædedragten da var tiden omkring 1870-80 allerede en fremskreden overgangstid. Fader fortalte, at der endnu i hans barndom omkring 1850 var enkelte Mænd, der gik i fortidsdragter. Aftægtsmand Peder Jensen, der havde haft Urgår (Overgård), den vestligste, men nu nedbrudte gård i Kragelund By, og hvis datter, Ma Urgård, var gift med den sidste skovlovring, Anders Nebel, gik i knæbukser, en kort trøje og med en strikket hue. I trøjen og vesten var der blanke metalknapper. Den strikkede tophue, der kunde være rød, eller hvid med en rød dusk, holdt sig for resten helt til omkring 1860 – 70. Undertøj af uld blev ikke brugt den gang, men min fader og bedstefader brugte om vinteren en undertrøje af fåreskind.

En senilie, dvs. en kappe med slag og med sølvspænder, hørte til den gamle tids festdragt. Dette stykke brugtes både af mænd og kvinder, men omkring 1870 var disse gået af mode, og jeg husker, at bedstefaders og bedstemoders senillier lå oppe på loftet mellem andet skrammel.

Fader fortalte følgende: Da jeg skulde giftes i 1863, kom min svigerfader, Søren Rasmussen, med en ældgammel brudehat, som han kaldte den, og denne skulde jeg pynte mit hoved med til brylluppet. Jeg kiggede til hatten nogle gange. Den havde en mærkelig form og en ubestemmelig farve. Somme steder var den sort, andre steder var den grå, og så var den temmelig mølædt, hvad der ikke just pyntede på den. Hatten så nærmest ud til, at den i flere slægtled havde ligget oppe på et gammelt loft.

Jeg så på min svigerfader og jeg så til hatten. Da sagde Søren Rasmussen: Hatten er gået i arv, jeg bar den til mit bryllup, din svoger havde den også på, da han blev gift med min ældste datter, Stinne, og mine sønner har båret den, når de blev gift. Der skal nemlig være lykke ved den hat, det sagde min fader. Det er min vilje, at du også tager denne hat på!

Der var ikke andet at gøre, vilde jeg have pigen, og det vilde jeg, måtte jeg tage hatten med -men jeg vidste, man vilde le ad mig, når jeg kom i denne mundering.

Omtalte hat lå i mange år på loftet i Rewsel, men en dag kom Anders Laursens Kone og bad om at låne en hat til Manden, der skulde til begravelse. Så fik hun cylinderen med, og den kom aldrig mere tilbage.

Til daglig gik alle, både mænd, kvinder og børn i langovrede træsko med en jernkramme om, en jernplade for næsen og nogle store søm med trekantede hoveder slået i bederne, så der lød et farligt spektakel, når man gik over stenbroen i disse træsko.

Min fader fortalte: Da jeg var hyrde og vogtede får, var der mange flere vilde dyr end nu. En dag, jeg var ude på søbakken, slog en ørn ned på et lam. Første gang havde den ikke held

med sig, men anden gang fløj den bort med lammet. Glenten så man hver dag, og ræven angreb flere gange ved højlys dag fåreflokken. Det var lammene, han vilde have fat på; men fårene satte sig til modværge, de løb sammen i en tæt flok og holdt mikkel i passende afstand, indtil jeg kunde komme til hjælp.

I 1820 var der rug i en dal ved Bølling Sødalen kaldtes siden Rugdal ; men Hjortene kom og åd kornet, så der blev kun lidt at høste.

Sognefoged Anders Nielsen i Klosterlund fortalte, at krondyrene gik og græssede i flokke på en snes stykker på Skallerund, en dal, der ligger ved Stenholt Krat, da han kom til Klosterlund. Og gamle Søren Andersen, der døde i Engesvang omkring 1890, næsten hundrede år gammel, så som dreng to ulve, der kom løbende i Bækdalen ved Engesvang. De greb et lam, som de rev midt over, og så løb de hver med halvdelen af lammet ind ad Karup til.

l Engesvang havde bymændene i fordums tid en markmand, og nordøst for byen findes nogle høje, der kaldes Vagthøje, der vistnok havde navn af, at markmanden derfra kunde se vidt omkring og holde øje med markerne og med vildtet, der kom østfra og vilde ødelægge markerne.

På den tidligere så øde egn, hvor Frederiksdal nu ligger, findes en Bæk, der kaldes Röwstebæk (Røverstuebækken), tæt ved gik en hjulsporet vej, hvorved fandtes nogle sammensunkne Huller. Man fortalte, at der i gamle dage havde boet røvere i disse huller, og at de havde haft en snor spændt over vejen med en klokke i, så de kunde høre, når der kom vejfarende. Men lærer J. P. Aaboe mente, det var gamle ulvegrave, og da man ved, der i ældre tid, før bebyggelsen omkring 1760, var græsgange herude, hvor man drev ud med kreaturerne fra Vinderslev, Stenholt og Kragelund, er det meget sandsynligt, man har lavet ulvegrave der.

Det første egentlige arbejde, lille Jens blev sat til, var at passe et halvt hundrede får ude i heden, og denne bestilling havde han i mange år. Her lærte han at kende hedens artsfattige fugleverden: Hjejlen, urfuglen, aftenbakken, tinksmeden osv., samt en del af den planteverden, der er ejendommelig for heden: Rævlinger, krusbær, tranebær, blåbær, rævehaler, dravgræs osv. På begge sider af denne hede lå der to store høje, Vindbjerg og Hjøllundhøj, hvor der boede bjergmænd, og Jens kunde ikke andet end tro på disse hemmelighedsfulde væseners eksistens, eftersom både hans forældre og bedsteforældre og mange andre gamle og pålidelige folk talte om disse. Men da bjergfolkene kun færdedes ude om natten, undgik jeg heldigvis at blive generet af de underjordiske - siger Jens Jensen.

Jeg var knap syv år, da jeg begyndte som fårehyrde. Med en pilekæp som kommandostav herskede jeg over flokken. I hvor dum, jeg var, så var mine undergivne endnu dummere, og i hvor bange, jeg var, så var fårene endnu mere rædde. Enhver af disse kunde let have rendt mig om kuld, men de lystrede mig som deres anfører. Ronvædderen blev der i egnen kaldt Mads Toke. Jens havde to, der, skønt de hver havde femogtyve Koner, ikke kunde forliges, og de kunde stå og kæmpe mod hinanden, som et par boksere, i flere Timer. Gang på gang trak de sig nogle skridt tilbage, tog tilløb, og så lød der et dødt bum, når deres tykke pander stødte mod hinanden. Stod kampen ret længe, kunde det hænde, som ved andre boksekampe, at den ene kunde få en akut hjernebetændelse, der også kunde ende med døden.

Der var altid et af fårene, der var lækkersulten, og som holdt sig til hyrden, når han åbnede for sine meldmader, og dette får kaldte man Kussebrød, et ejendommeligt navn, der vel er af samme oprindelse som svensk julkuse -, i Vestjylland kaldte man et sådant får for Bröfo’r.

Et af fårene - aldrig en vædder var anfører, og når hun stak af, fulgte de andre bag efter. Dette førerfår var hyrdernes skræk, thi løb det ind i naboens kornmark, fulgte flokken efter. I Kragelund kaldte man anføreren for Skåle Mæt. Ude i heden gik der en mængde smalle stier på kryds og tværs, som fårene havde trådt i tidens løb. I disse stier løb det ene får bag det andet i en lang række.

Hyrdedrengens trøst var hans meldmad, og maden blev naturligvis spist længe før spisetid. Selvom maden kun bestod af to stykker rugbrød med fedt, knapost eller årgammelt fårekød, smagte det ham dog godt, og Kussebrød skulde snart stille for at få en bid med, når han halede maden frem. Men dagen var lang på heden, og der var ikke tale om, at fårene måtte komme hjem, før solen var gået ned i vest bag Stenholt Skov.

Syv år gammel kom Jens til at gå i skole i Kragelund til en Lærer, der ikke selv havde lært noget, og derfor heller ikke kunde lære børnene ret meget. I skolen stod der lange borde, der var fulde af huller og fordybninger, som drengene havde skåret med deres knive. Jens blev sat på den nederste bænk; tidlig havde han været oppe, og da undervisningen ikke just var levende, slap han snart i søvn. Han blev vågen igen ved, at degnen kom og ruskede ham i øret, de andre børn lo, men Jens syntes ikke, at situationen var særlig morsom, og han lo ikke.

Læreren havde været underofficer, han hed Christensen, og da han havde været ved dragonerne, sad han så godt fast i sadlen, at det ikke var muligt at få ham afsat, hvad man ellers gerne vilde. Præsten og degnen arbejdede ikke godt sammen, og helt uden grund var det nu ikke, at præsten gerne vilde have været af med sin medtjener i embedet. Præsten havde et par dejlige, fede gæs, som han længe havde gået og frydet sig over, men en skønne dag var gæssene væk. Et par dage efter kom præstens lille søn ind til sin moder og sagde: Nu ved jeg, hvor vore gæs er - de ligger inde på degnens køkkenbord!

Jens Jensen husker også, det var vist i 1881, at hans lille søster døde og at de havde begravelse. Faderen havde et pund skråtobak stående. Degnen var den sidste, der havde haft tobakken i hånden, og posen forsvandt med ham! Hvad kundskaber angår var han måske ikke dårligere, men dog heller ikke bedre, end de fleste af samtidens pædagoger.

Det meste af sin lærdom lærte Jens Jensen ved Selvstudium, efter at han var kommen ud af skolen. I slutningen af sin skoletid opdagede han en Dag, at det, der stod i hans bibelhistorie, kun var et uddrag af, hvad der stod i den gamle bibel, der lå oppe på hylden ved loftsbjælken i stuen, og som ingen læste i ellers, da man nøjedes med »Jesper Brochmand«, der flittigt blev studeret både hellig og søgn. Efter denne opdagelse gav drengen sig til at læse bibelen igennem fra Adam og Eva til slutningen. Det var hans første større opgave med læsning i »samlede værker«, og allerede den gang lagde han sig efter at nedskrive uddrag af, hvad han fandt, der havde større Interesse for ham, og denne skik fulgte han siden.

Jens Jensen har arvet en del af Jydens tunge sindelag, siger han selv. Som barn fattede og tænkte han langsomt, og han forsnakkede sig ikke, thi han snakkede ikke mere end højst nødvendigt.

TIL MARKED I SILKEBORG Blandt Sognefogdens Papirer findes mange Afhandlinger med personlige Betragtninger over allehånde Spørgsmål, hvoraf adskillige giver gode Tidsbilleder, medens andre behandler arkæologiske, topografiske, historiske, sproglige, folkloristiske, religiøse eller sociale Emner osv. Meget af dette Stof må vi af flere Grunde lade ligge, men en enkelt Prøve må dog medtages her:

Det var i 1878, da jeg første Gang var til Marked i Silkeborg med 75 Øre i Lommen, og jeg var ikke langt fra at betragte mig som Velhaver med så mange Penge. De to Mil gik jeg selvfølgelig på mine Ben.

I de 51 År, der er forløbet siden hin Tid (nedskrevet 1929), har Livet forandret sig kendeligt. Ikke alene er selve Byen nu næsten ukendelig der var dengang kun små et etagers Huse, og større Strækninger i Vestergade og Søndergade lå ubebygget hen, men på disse Steder var opført Teglstensmure, hvad der hidrørte fra en Servitut ved Byens Anlæg som Handelsplads. Det hed i denne, at ingen Byggegrunde måtte henligge til Gaden, hvor det var Tilfælde, skulde der opsættes en Mur!

På Torvet stod der hin Markedsdag flere Rækker af Telte med Gøgl, Kageboder, Legetøj og Frugt. I et Telt fremvistes en Indianer, der var fanget i Amerikas Urskove. Jeg kunde ikke modstå Fristelsen, jeg måtte ind og se ham. Han havde sort, krøllet Hår, dansede og sang, medens han slog på en Tromme med både Hænder og Knæerne. Det kostede 10 Øre men jeg havde Råd til det!

Derefter gik jeg en Tur op mellem Kramboderne, og her fik jeg i en af Boderne Øje på en dejlig Trææske, foret med kulørt Papir, og på Låget var der et smukt Billede. Æsken kostede 35 Øre, det var mange Penge, og jeg overvejede længe, om jeg skulde købe den. Men så tog jeg min Beslutning og købte Æsken. Konen i Boden var så elskværdig, og hun tilbød at ville pakke den kønne Æske ind i Avispapir. Så tog hun Skatten, bøjede sig ned under Bordet, hvor de gamle Aviser lå, og jeg tænkte, det var en rar Kone, der var så hensynsfuld at pakke min Æske ind, så den ikke skulde tage Skade. Men da jeg kom hjem og forventningsfuld tog Æsken ud, var denne forvandlet til en tarvelig og grim lille Trækasse! Den »rare« Kone havde en pæn Æske stående på Bordet som Lokkemad, og under Bordet ombyttede hun den med en værdiløs Æske. Jeg var blevet snydt, men, man skal jo gøre Erfaringer her i Verden. Ganske vist koster Erfaringer Penge. men disse giver Renter!

Da jeg havde handlet med Konen, fik jeg øje på en Mand, der stod og sang Viser, så Sveden randt i stride Strømme ned ad hans Kinder. Han stod med et Bundt Viser i den ene Hånd, og i den anden holdt han et rødt Lommetørklæde med hvide Prikker, og med dette tørrede han sig hvert Øjeblik, thi det var en varm Dag. og dertil kom, at han måtte have en Slurk af sin sorte Brændevinsflaske hver Gang, han havde sunget en Vise. Når Solen varmede ude fra og Brændevinen inde fra, måtte det give Varme! Ved Siden af ham stod hans Kone. et lille rundrygget Kvindfolk. Hun bar et stort Sjal, som Bønderkonerne dengang brugte. Det var falmet og grimt. men man kunde dog se, at det oprindelig havde været grønt. Hendes Bestilling var at sørge for at få Mandens Flaske fyldt, hver Gang den blev tom løb hun da over til en Beværtning over for.

Visesangeren hed Søren Christensen, men han var kendt under Navnet Søren Sult, og han boede i Asklev i Them. En stor Del af Viserne digtede han selv over en eller anden sørgelig Tildragelse. En af de Viser, han sang, begyndte således:

Kommer hid I mine Venner, kommer alle og enhver, jeg nu give vil tilkjende, hvad der nu passeret er.

En anden, meget yndet Vise, begyndte:

På Fyn der var en Pige,
hun elskede en jysk Dragon,
som just lå indkvartert  i hendes Faders Gård.
Og en tredie af Sørens Viser havde følgende Optakt:
En Sang jeg her istemme vil alt af mit unge Hjerte.
Jeg har proberet, hvad det er at lide Elskovs Smerte!

Her modstod jeg heller ikke Fristelsen, men købte en Vise, der kostede 10 øre. Nu havde jeg kun 20 Øre tilbage, og disse anvendte jeg således: I en Kagebod købte jeg nogle Honningkager og et Hjerte med et Vers på, disse Ting kostede 12 øre. Jeg spiste de tørre Kager og blev derefter tørstig. På Torvet boede der dengang en Værtshusholder, der hed Andreas Jensen han byggede senere Hotel Rosen på Vestergade. Der gik jeg ind for at købe et Glas Øl; men jeg måtte bede om Øllet tre Gange, inden det kom, så jeg havde god Tid til at se mig om i Lokalerne. Hver Plads ved Bordene var besat, alle Gæster sad og drak Kaffepunche den Gang var Bajerskøl endnu ikke kommen på Mode, Brændevinen var billig, kun 25 Øre pr. Helflaske og de røg Tobak, så der var en kvælende Røg, som der var Ild i Huset, og så råbte de allesammen højt i Munden på hinanden.

Ved et Bord sad der tre Mænd. Når de havde drukket en Mundfuld af Punchen, tog de Brændevinsflasken, der stod på Bordet, og fyldte Koppen igen. En af Mændene stoppede sin Pibe flere Gange, og hver Gang kradsede han atter Tobakken ud, som han så fyldte i sin Lomme, hvor han på den Måde fik Tobak til flere Dage. Det var jo Værtens Tobak, han forsynede sig med. Snyderi var det.

Ved et andet Bord sad et Selskab, og her lagde jeg Mærke til en Mand med et langt Fuldskæg, han var forresten fra Gødvad. Imellem, denne Mand drak af sin Punch, udlagde han forskellige bibelske Skriftsteder, han var nemlig til daglig Missionær og gik omkring og solgte gudelige Skrifter. Hans Bordfæller sad samtidig og bandede stygt, og det lyder ikke godt, når Guds Ord drukner i Eder og Latter.

Chr. Sørensen Thomaskjær, der senere blev bekendt som en ivrig Afholdsagitator og Forfatter, var den Dag Kelner hos Andreas Jensen.

Jeg fik omsider Øllet, jeg havde bestilt, og drak det i et Drag, men da jeg kom ud på Torvet, syntes jeg, at jeg var endnu mere tørstig end før, skønt jeg havde fået Øl for 8 øre. Så gik jeg ad østergade ned til Langsø, og her tog jeg Vand i min Kasket og drak, til jeg fik Tørsten slukket.

Derefter gik jeg atter tilbage til Torvet. Jeg havde ganske vist ikke flere Penge, men der var jo nok at høre og se på uden Penge. Bønderpigerne havde den Gang for Skik, at de tog hinanden under Armen og dannede Kæder på otte-ti Stykker, når de kom til marked, og så kunde de næsten spærre Gaden; men den Gang var der jo hverken Biler eller Cykler. Man så mange berusede Folk, særlig ældre mænd, og den Slags Folk veg ikke udenom Pigernes Kæde af den simple Grund, at Gaden var for dem som et gyngende Skibs dæk. Snart trak det til højre og snart til venstre, Kursen bestemte de ikke selv. Jeg tror ikke, der var andre Politibetjente i Byen end Arrestforvareren, han hed Lemming, og så en Sognefoged, der hed Kokborg.

Efter at Jens Jensen var konfirmeret, begyndte han at plante Gran og Fyr i Heden, der hørte til Gården, og senere plantede han ved Gården, og nu er der store Træer, der både læer, pynter i Landskabet og afgiver Brændsel og godt Gavntræ.

I 1883 var han en Tid hos den bekendte Foregangsmand, H. J. Hansen, på Marsvinslund, i St. Blichers Fødesogn, for at lære at dyrke Roer på den Tid kendte man endnu ikke til Rodfrugtdyrkning i Kragelund, og fire År senere var han Soldat i Randers, men ellers har han aldrig været borte fra Hjemmet i længere Tid.

Han overtog sin Fødegård i 1901, og Året efter blev han beskikket til Sognefoged, et Embede, han røgtede med Omhu, indtil han i 1933 måtte frasige sig det på Grund af svigtende Helbred. Da han havde været Sognefoged i 25 År, blev han udnævnt til Dannebrogsmand. Fra 1904 - 23 var han Medlem af Kragelund Sogneråd og fra 1913 - 23 var han dets Formand. Det var i hans Tid, de tre Sogne, Kragelund, Funder og Engesvang, blev skilt ud i tre selvstændige Kommuner.

Jens Jensen, der i Sommeren 1935 fyldte 70 År, som Privatmand og gammel Ungkarl på sin Gård.

Jens Jensen døde i 1941.