Ude i kolonibyen Gråmose.

Der levede folkene i stor armod og elendighed. Byen var ligesom de fleste andre tyskebyer anlagt på Alheden. Her var der sparsomt med føden både til mennesker og kreaturene. En mand Johan Vinderslev, Frederiksdal der var født og opdraget ude i en af disse byer sagde: "Vi fik kartofler 21 Gange om ugen og om søndagen alle dem vi kunde Spise".

Midt i Gråmose by var der gravet en brønd, der var fælles for hele Byen. Over brønden var der en vippestang til at drage vandet op med. Alle bymændene ejede kun en skjorte, den hang ude på vippestangen over brønden og når en af bymændene skulle fra byen gik han hen og hentede skjorten. Man skulle dog være ordentlig påklædt når man kom ud blandt andre mennesker. Når manden atter kom hjem hængte han skjorten ud på brøndens vippestang igen, for så vidste man hvor den var, når de skulle fra byen, selvom skjorten ikke blev meget brugt så meget gik der dog altid slid på den og hullerne blev bødede = lappet med et stykke Gedeskind.

I de øst for liggende byer eller sogne sagde man altid når en af bymændene skulle en tur ud i disse vest for liggende byer, Gråmose og Bording, skal du ud til de vilde i dag. Om Bording sagdes der, det er menneskets sidste tilstand, derfra fører kun to Veje, den ene til fattighuset og den anden til kirkegården. Det var dog særlig Hestlund i Bording der havde så dårligt et ord på sig, der var nemlig en kro, Hestlund Kro, her sad de Hestlund Bymænd og drak brændevin, ikke af et Snapseglas men af et Pægl eller Potmål af Blik. De drak sig fra hus og hjem og til sidst gik klæder og skjorten med, så de gik nøgen fra kroen ad de to veje som gik derfra.

I Gråmose sagde man, vi er fattige folk vi koger vore kartofler i vand, men skulle man spise Kartofler 21 Gange om ugen, skulle der noget til at dybe dem i, det er ingen sag, sagde en kone fra Gråmose. Når først tyttebærrene bliver modne så har vi kartoffel dybbelse nok. Korn avledes der lidt af så der var ikke overflod på mel, der var heller ikke overflod på penge, man hjalp sig med egne produkter og penge var en ting man sjældent befattede sig med. Mikkel Skygge der var gårdmand i Skygge, Naboby til Gråmose solgte hver år et fækreatur på Knudstrup Marked. Pengene der kom ind, blev lagt i et strømpeskaft og lagt i fodenden af sengen. Disse penge skulle da strække til at udrede udgifterne med et helt år, til Knudstrup Marked igjen holdtes.

Hen sidst på vinteren eller først på foråret slap foderet til kreaturerne op. Kristen Mikkelsen i Gråmose slog da Kreaturerne løs ude på Marken og sagde til dem, jeg kan intet Græs se, men I har jo langt større øjne end jeg, I må jo kunne se det.

Dengang omkring 1890 da der blev bygget et Andelsmejeri i Klode Mølle, skulle mændene fra Gråmose være med, men så skulle der en mælkevogn til at køre mælken derned, Det behøves såmænd ikke siger Kristen Mikkelsen, vi har ikke mere mælk end det kan være i en potflaske, hvad skal vi med vogn til det vi kan jo bære det ned til mejeriet og vi kan jo skiftes til at gå i omgang.

/Teddy Greibe