Præstekone mistænkt for mord

Af HENNING PAULSEN fra Viborg Amt

Søndag den 17. december 1615 var der bryllup hos præsten i Kragelund, hr. Steffen Andersen; om hr. Steffen og hans virksomhed som præst synes der ikke at være overleveret noget i de bevarede kilder, og når man betænker, hvor hyppige de forseelser var, som lensregnskabernes bødelister oplyser os om, er der vel ingen grund til at karakterisere hr. Steffen på grundlag af, at han i 1610 bødede 3 daler for løgnagtighed og i 1608 3 øksne for ulovlig skovhugst; han døde i 1629 efter mindst 26 års præstegerning i sognet.

Vi får desværre ikke at vide, hvem det var, hr. Steffen gjorde bryllup for; det eneste, der oplyses om brud og brudgom, er, at de blev fulgt til sengs på et vist tidspunkt af aftenen, men det er jo kun, hvad der timedes ethvert brudepar i de tider. De var godt forvarede i deres kammer og blev derfor på ingen måde indblandet i det dødsfald, som gav anledning til mistanke for mord.

Præstekonen, Anne Rasmusdatter, var syg og sengeliggende, så man skulle tro, hun var lige så vel garderet som det unge par. Hendes sygdom var alvorlig, hvad hun så end kan have fejlet, for hun døde inden to måneder efter dette bryllupsgilde. Om hende ved vi også alt for lidt; det eneste, der oplyses, er, at en kone der i byen, Mette Eriks, i »langsommelig tid« havde været »i had og avind« med hende, og her har vi begyndelsen til hele affæren.

Mettes mand, Erik Pedersen, har vel tænkt på, hvor vigtigt det var at få et forlig i stand, nu da man jo aldrig kunne vide, hvor det bar hen med præstens kone; det har dog nok været en vanskelig sag at få ordnet, siden han ikke synes at have søgt forhandling under mere daglige omstændigheder, men først nu, midt i gildets tummel, og styrket af rusen, besluttede sig til at gøre et forsøg. Og alligevel har opgaven forekommet ham alt for vanskelig, idet han først prøvede at få sin søn, Jens Eriksen, til at gå ind i kammeret og spørge Anne Rasmusdatter, om hun ville være hans fars og hans mors ven, men han turde heller ikke. Og så måtte Erik Pedersen skyde hjertet op i livet og selv gå derind.

Da han kort efter fandtes død på gulvet ved siden af den syge kones seng, trådte hele retsmaskineriet i funktion. Delefogden i Hids herred, Søren Brun i Øster Kejlstrup, udpegede Søren Christensen og Christen Nielsen i Krage- lund og fire andre til synsmænd, og de kundgjorde den 16. januar 1616 på herredstinget deres »syn«: at de tirsdag før jul, altså to dage efter »mordet«, havde set Erik Pedersen ligge død i hr. Staffens hus i hans hustrus sengekammer på gulvet, at hans fødder lå på siden ved hendes seng og hans hoved mod en kiste, og at der var en blå streg på højre side af hans hals fra struben til øret. De blev spurgt, om hans hals var sønder, og om de kunne »synes, hvoraf han havde fanget hans død«, men hertil kunne de kun svare, at halsen ikke var sønder, og at de ikke vidste, hvad han var død af.

Til samme ting dag på Hids herreds ting, tirsdag den 16. januar, mødte vidnerne op, og deres vidnesbyrd toges beskrevne i følgende tingsvidner A-F:

A. (en anden) Erik Pedersen, Svend Christensen og Christen Hansen, alle i Kragelund, vidnede med oprakt finger og helgens ed for otte mænd, at de på bryllupsaftenen kom ind for at våge over den døde og der så, at han lå på sin ryg med fødderne mod Anne Rasmusdatters seng, at de spurgte præstekonen, om hun havde talt med Erik Pedersen, før han blev død, og at hun havde svaret, at Erik havde spurgt hende, hvorfor hun lå og ikke ville gå i stuen til dem, og om hun ville være forligt med hans hustru Mette, hvortil hun havde svaret, at hun ville være forligt med Mette, og at han bare skulle gå ind til »hans selskab«.

B. Rasmus Eriksen i Balle og Christen Jensen i Kærsgård vidnede, at Erik Pedersen var lystig og glad hele dagen, og at de intet havde anet, før der kom et kvindfolk og råbte, at han var død.

C. Anne Sørensdatter i Kejlstrup og Anne Nielsdatter i Balle vidnede, at da de hørte, at Erik Pedersen var død, gik de ind i sengekammeret med nogle andre piger og så ham ligge død på gulvet på sin ryg med fødderne mod den seng, hr. Staffens hustru lå i, og med hovedet hen imod en kiste.

D. Niels Sørensen i Refshale, Iver Poulsen i Hjølund, Milther Rasmussen i Engesvang, Mikkel Jensen i Klode samt Svend Christensen, Niels Nielsen, Niels Andersen, Erik Bonde, Rasmus Sørensen og Hans Bonde., alle i Kragelund, vidnede, at fjendskabet mellem Anne Rasmusdatter og Mette Eriks var gammelt, men at de aldrig havde hørt, at der havde været had og avind mellem hende og Erik Pedersen selv.

E. Berete Madsdatter i Kragelund, som tjener hr. Staf fen, vidnede, at Erik Pedersen var så drukken, »så hun så ham aldrig så drukken«, og at, da hun stod ved ilden og varmede sig hos nogle flere piger, da råbte præstekonen fra sit kammer, hvor hun lå syg, at de skulle tænde et lys og se, hvad det var, der faldt ind ad døren, og da tændte hun et lys og gik derind og nogle andre piger med hende, og de så Erik ligge med fødderne mod døren og hovedet mod en kiste; ligeledes vidnede hun, at Anne Rasmusdatter var så syg, at hun ikke selv kunne »drage i hendes klæder«.

F. Margrete Raskdatter i Kragelund, Christen Nielsen, sst., Kirsten Madsdatter, Mette Madsdatter og Mette Mortens vidnede, at Anne Rasmusdatter lå syg hele bryllupsdagen og havde været så syg, at hun ikke kunne »komme på hendes fødder« den dag.

G. Fjorten dage senere, den 3. januar, fremstod Poul Mortensen i Serup på Hids herreds ting og lod tage vidne på, at han på Anne Rasmusdatters vegne havde stævnet Erik Pedersens efterrnålsmand (og broder?) Hans Pedersen i Torning, at Hans Pedersens »fuldmægtige«, Niels Lauridsen og Las Nielsen i Vinderslev, havde »gjort hans skudsmål med oprakt finger Dg helgens ed, at forskrevne Hans Pedersen var så syg, at han ikke kunne møde der den dag«, og at sagen opsattes 14 dage.

H. Mandag den 5. februar var Hans Pedersen rask nok til at møde på sit eget, altså Lysgård herreds ting, hvor Baltser Pedersen i Hørup spurgte ham, om han havde nogen kundskab om, at hr. Staffens hustru skulle være årsag til Erik Pedersens død. Han svarede, at han ville lægge de vidnesbyrd, han havde, frem for sandernændene på lands- tinget.

I. Da sagen så sluttedes på Hids herreds ting, den 13. februar, vidnede den afdødes søn, Jens Eriksen i Kragelund, om sin egen skræk for at gå ind til Anne Rasmusdatter, og at hans far havde sendt ham ind i stuen til de andre og derefter selv var gået ind til præstekonen. Jens Eriksen havde hørt dem snakke sammen, men ikke, hvad de snakkede om.

Fire dage efter, lørdag den 17. februar 1616, mødte på landstinget ærlig og fornumstig mand Christen Skriver i Tostrup - han var vel delefoged i Lysgård herred? - og havde kaldt alle otte sandemænd i Hids herred til Viborg for ved ed at udlægge Erik Pedersens bane, »som formenes Anne Rasmusdatter i Kragelund skal have kvalt og om- kommet«. - Han fremlægger de under A, B, C, D og I nævnte tingsvidner, som efter loven må have været forelagt sandemændene på de tre ting, som de ovenfor anførte datoer viser, nemlig den 16. og 3. januar og den 13. februar. Imod denne mistanke fremlagde Poul Mortensen i Serup på præstekonens vegne tingsvidnerne E, F, G og H samt en »skriftlig beretning«: »... det er en ubevist sag, efterdi ingen mendisk haver sit Anne Raskdatter røre ved Erik Pedersen eller gjort ham noget ondt, da han i sin druk- kenskab skal være falden mod en kiste og blev en død; lige- som synsrnændene havde hjemlet, at de ikke kunne vide, hvoraf han havde sin død; desuden havde Anne Raskdatter ligget på sin sygeseng, da han blev død, og hun nu i samme seng da er heden død og derpå gjort hendes skriftemål for præsten i godtfolks nærværelse og døde på, at hun var uskyldig deri.«

Sandernændene svor så: Så sandt hjælpe mig Gud, at jeg ej skal gøre for gave eller for frændskab eller for noget vild, andet end det rettes te og det sandeste, der jeg ved i min sandemands ed. ..følgende kendelse: At efterdi ikke bevises nogen håndgerning at være gjort på forskrevne Erik Pedersen, udlagde de ham af hastighed og drukkenskab at være død bleven, og de ham til bane og livlat være lagt.

Sandemændenes ed forsegledes af landsdommeren og landstingsskriveren og må siden være blevet læst på Hids herreds ting for helt at rense salig Anne Rasmusdatters ære og befri hendes arvinger for ethvert bødekrav fra efterrnåls- manden Hans Pedersen.

---

Dommen er indført i Viborg landsting s dombog B 1616, folio 45 og følgende.